Få styr på reglerne om fornyelse af kørekort

0

Skal du eller en, du kender, have fornyet sit kørekort på grund af alder, og kan du ikke huske, hvordan det nu lige er, efter de nye kørekort kom til? Som det så oftest er med administrativt arbejde i Danmark, kan reglerne for fornyelse af kørekort være omfattende og svære at forstå. Der er dokumenter, der skal være styr på, og bestemte krav, der skal opfyldes. Vi vil her gennemgå de vigtigste ting, du skal have styr på i processen.

Regler for fornyelse af kørekort afhænger af udstedelsesdatoen

For at være mest fair blev det i sin tid bestemt, at kørekort, som er udstedt på eller efter den 19. januar 2013, er omfattet af de ”nye” regler, mens kørekort udstedt før det stadig er omfattet af de gamle. Basalt set har det betydning for, hvor tit kørekortet skal fornys. Er det udstedt før, er kortet under normale omstændigheder gyldigt, indtil du bliver 70 år gammel, dog med mulighed for forlængelse uden det store bøvl.

Er det derimod udstedt efter den 19. januar 2013, siger de nye regler, at kortet skal fornys for hvert 15. år, indtil du fylder 75. De to krav nævnt her er gældende for knallerter, motorcykler, personbiler, trailere, traktorer og andre motorredskaber (hhv. AM, A1, A2, A, B, B/E). 

Hvor gammel er du?

De nye regler omfatter ikke kun, hvor tit kortet skal fornys, men også hvor længe man kan forny kortet med. Det betyder kort sagt, at du mellem 70- og 75-årsalderen kan nøjes med at forny dit kørekort administrativt – det vil sige uden lægeerklæring, men blot ved indlevering af ansøgning, og kun en enkelt gang. Er du allerede fyldt 75 år, kan du forny det to år ad gangen, denne gang med lægeerklæring til, og når du fylder 80 år, er det et enkelt år ad gangen, også med lægeerklæring. 

Hvad kræver fornyelse af kørekort så?

Det er altså først, efter du fylder 75, at kravene bliver skærpet til fornyelsen. Den administrative ansøgning før det kræver blot en udfyldt ansøgning, som du kan finde online, samt et opdateret billede og en flad 50’er i gebyr. Det hele ordnes på borgerservice for din respektive by. 

Lægeerklæringen er dog lidt mere omfattende. Her testes du både i kognitive og fysiske tests, hvorefter det vurderes, om kørekortet kan fornys. Her skal du dog også slippe omkring 500 kr., som du kan lægge oveni udgifterne til et opdateret foto, der som bekendt skal opfylde specifikke krav. 

Udfaldet af lægeerklæringen kan falde i tre kategorier: Egnet, uegnet eller en form for mellemting, hvor politiet skal udføre en vejledende helbredsmæssig køreprøve. Her bliver det endeligt vurderet, om du får lov til at beholde førerretten. 

Selvom det hele kan lyde indviklet, er der oftest ingen grund til bekymring, så længe du selv føler dig frisk nok til at køre. Du vil formentlig selv kunne mærke, hvis du ikke længere er i stand til at bevæge dig rundt i trafikken. Kunne du tænke dig at gå mere i dybden med processen om fornyelse af kørekort, er der meget mere at læse lige her.