Speed pedelecs kan blive din nye pendlerven

0

Fra 1. juli 2018 blev elcyklerne speed pedelecs tilladt på de danske cykelstier. De kan køre helt op til 45 kilometer i timen, hvilket svarer til makshastigheden for en stor knallert. Cyklister på almindelige cykler uden motor kører i gennemsnit 15-20 kilometer i timen. Der er altså fart på de nye super-elcykler. Den fart kan du for eksempel udnytte, hvis du er pendler, men ikke vil investere i bil nummer to.

I denne artikel ser vi nærmere på de hurtige speed pedelecs og gør dig klogere på, om den hurtige cykel i nogle situationer kan være et alternativ til bil nummer to.

Speed pedelecs er tilladte på cykelstierne

Den 1. juli 2018 begyndte en forsøgsordning, som tillader, at de hurtige elcykler med navnet speed pedelecs må køre på cykelstierne. Før blev de betragtet som knallerter, der hørte til på vejene, fordi de kan nå den samme hastighed som en stor knallert med 45 kilometer i timen. Nu kan alle personer, der er fyldt 15 år, sætte sig i sadlen på en af de lynhurtige elcykler.

Hvis man er under 18 år, kræver det dog, at man har knallertkørekort eller er med i forsøgsordningen om bilkørekort til 17-årige. Desuden er det et lovkrav, at man kører med cykelhjelm, og cykellygterne skal være tændt hele tiden – også om dagen. Færdselsstyrelsen evaluerer løbende forsøgsordningen ved at registrere eventuelle ulykker med speed pedelecs og ved at undersøge, hvor meget og hvordan den nye cykeltype bruges.

Kan speed pedelecs være et alternativ til bilen?

Selvom egenskaberne ved elcykeltypen minder om en hybrid mellem en knallert og en cykel, ligner de hurtige elcykler helt almindelige cykler. Men det er nu ikke helt almindeligt, at en cykel kommer fræsende med 45 kilometer i timen. Der er altså fart over feltet med de hurtige cykler. Når cyklen kan trække 45 kilometer i timen, giver det visse fordele, som en almindelig elcykel ikke har. Den høje fart gør først og fremmest, at du kommer hurtigt frem. Hvis du pendler, men er træt af myldretrafik og kø, kan en super-elcykel måske være et godt alternativ.

Måske tænker du allerede nu, at det går da slet ikke, for din kondi er ikke lige tiptop, og du vil ikke møde op på arbejde gennemblødt af sved. Men det kommer du ikke til. Du kan let tilbagelægge afstande på over 15-20 kilometer uden at hive efter vejret. Du kan altså se speed pedelecs som en behagelig og klimavenlig pendlerløsning, hvor du elegant smyger dig uden om myldretrafik, men samtidig kommer hurtigt frem uden at være badet i sved.

Det skal du være opmærksom på, hvis du overvejer speed pedelecs
De hurtige elcykler er gode til pendlere, som skal krydse længere afstande på over 15-20 kilometer.

Cyklerne egner sig dog ikke så godt til almindelig bykørsel, for du må for eksempel ikke have barnestol bagpå eller cykeltrailer. Her rækker din almindelige cykel altså fint. Tophastigheden på 45 kilometer i timen betyder, at du i mange tilfælde vil kunne komme hurtigere frem end med bil, bus eller tog, fordi du på cykelstien undgår myldretrafik. Super-elcyklerne kan altså være et alternativ til bil nummer to, hvis du pendler over 15-20 kilometer og vil have en nem, hurtig og klimavenlig transportform.