Find det rigtige fodtøj til din bil

0

Det er vigtigt, at din bil har fodtøjet i orden, hvis den skal ligge stabilt på vejene både om sommeren og vinteren. Men hvilke dæk skal du vælge til din bil? Er sommerdæk og vinterdæk løsningen, eller opfylder helårsdæk dine behov? I denne artikel ser vi nærmere på fordelene og ulemperne ved de forskellige dæk.

Sommerdæk

På grund af vejrforholdene i Danmark vil sommerdæk kunne bruges en stor del af året. Desværre får sommerdæk sjældent den samme opmærksomhed som vinterdæk. Det anbefales, at man skifter til sommer- eller helårsdæk, når det ikke længere er vinterføre. April måned vil ofte være en god måned at skifte vinterstøvlerne ud med sommersko. De fleste sommerdæk klarer sig godt på en tør vej, men det er på våd vej, at dækkene skal stå deres prøve. Hvis du skal på kør selv-ferie i Europa i sommerferien, er det en god idé at overveje, om dækkene på bilen kan klare turen. Du bør derfor være opmærksom på slid og svagheder i dækkene, da det vil have indflydelse på dækkenes evne til at bortlede vand som følge af heftige regnskyl. Hvis der er svagheder i dækkene, er der nemlig øget risiko for dækeksplosioner, når bilen er ferielæsset, og man kører med høj hastighed.

Vinterdæk

I Danmark er det ikke et krav, at man skal køre med vinterdæk, men hvis du gerne vil kunne bruge din bil hele vinteren, er det sikrest at vælge vinterdæk. Hvis du ikke skifter til vinterdæk, udsætter du dig selv og dine medtrafikanter for en stor risiko, når du kører i vinterføre. Med vinterføre menes sne- og isdækkede veje samt våde vinterveje. Grunden til, at man anbefaler at skifte til vinterdæk, er, at de er markant bedre til at bremse end almindelige dæk. Faktisk bruger almindelige dæk 1-2 gange så lang bremselængde som vinterdæk. Sørg for at få vinterdækkene på bilen i god tid, så du ikke bliver overrasket, hvis vejret pludselig skifter. Efterårsferien vil typisk være et godt tidspunkt at skifte til vinterdæk på. Hvis du er ferm med en donkraft og momentnøgle, kan du sagtens skifte til vinterdæk selv. Foretrækker du at lade professionelle klare opgaven for dig, kan du henvende dig til et autoværksted og lade dem svinge donkraften.  

Helårsdæk

Du kan også vælge at påføre din bil helårsdæk. De seneste år er der nemlig sket en udvikling inden for dæk, og egenskaberne ved sommerdæk og vinterdæk er smeltet sammen. Fordelene ved helårsdæk er, at du slipper for at skifte dæk to gange om året, samtidig med at du kun har brug for et sæt fælge. Du undgår også at skøjte rundt på sommerdæk, hvis vejret pludselig slår over i frost og kulde, da du generelt står bedre fast i vinterføre med helårsdæk. Ulemper ved helårsdæk er, at du får et dæk, som kun er nogenlunde til kørsel i alt slags vejr. Dette er resultatet, når man forsøger at lave et dæk, der er velegnet til kørsel både sommer og vinter. Derfor kan helårsdæk også give en følelse af falsk tryghed, da de netop ikke fungerer optimalt på sneglatte veje. Færdes du meget på vejene om vinteren, anbefales det derfor at give bilen vinterdæk på frem for helårsdæk. Det samme gælder, hvis du selv skal køre på skiferie i Sverige, hvor det er lovpligtigt at have vinterdæk på.